Cookies
Sophia - en af årets X-Factor-finalister

Sophia fra X-Factor underholder til Ønskeløbet

5/17/2015 2:00 PM |  iAlbertslund - tættere på borgerne |  Foreninger i Albertslund

Det bliver et brag af en fest til fordel for børn med livstruende sygdomme, når startskuddet lyder til Ønskeløbet i Albertslund Centrum den 31. maj. Billetten køber du på www.ønskeløbet.dk.

Sophia, som du kender som en af de dygtige finalister i årets stærke udgave af X Factor kommer og underholder, Kalle B sørger for den rette familiefest hen over dagen, og S-toget kører lige til startsnoren. Dermed er de festlige rammer sat, når første udgave af Ønskeløbet afvikles med start på Bytorvet i Albertslund Centrum den 31. maj kl. 9.30.

Det hele kædes sammen af vært på DR og nyudnævnt ambassadør for Make-A-Wish Ønskefonden, Sisse Fisker, som glæder sig: "Jeg ser meget frem til at skyde gang i Ønskeløbet i Albertslund. Jeg har selv deltaget i utallige motionsløb og marathonløb, og jeg elsker den stemning der er, når løberne skal ud og gi' den gas. Jeg glæder mig til at se en masse mennesker hoppe i løbeskoene og samtidig gøre en forskel for børn med livstruende sygdomme. Det er et dejligt initiativ, som jeg glæder mig til at være en del af.”

Det betyder så meget
Bag løbet står Make-A-Wish Ønskefonden, Albertslund Kommune, Albertslund Centrum og løbeklubben ALOT, og overskuddet fra dagen går ubeskåret til Make-A-Wish Ønskefondens arbejde med at opfylde ønsker for børn med livstruende sygdomme. For nylig har organisationen blandt andet sendt Tobias på en oplevelsesrejse til USA, da en kronisk sygdom kom på tværs af hans planer om at tage til USA som udvekslingsstudent. I den anden ende af landet fik 6-årige Viktor besøg af selveste Darth Vader, fordi han bare elsker Star Wars … og Lego. Derfor bød dagen også på en tur i Legoland og et kig bag facaden på Legofabrikken.

Læs mere om Make-A-Wish Ønskefonden på www.ønskefonden.dk.



 


 

Delete item?